DER ER IKKE LÆNGERE NOGET DER ER KONSTANT. VORES IDENTITET ER HELE TIDEN UNDER - FORANDRING.
Af Julie Damgaard Nielsen
Se, jeg er på
Vi formes i relationen til først vores eget spejlbillede og siden de personer, der omgiver os. Gennem 'modpartens' blik henter vi vores selv-bekræftelse. Fordi vi allerede tidligt lærer at spejle os i andre, bliver menneskene omkring os væsentlige aktører i vores liv og de sociale relationer, vi indgår i, får stor betydning. Hvordan andre betragter os bliver langt hen ad vejen betegnende for, hvorledes vi opfatter os selv.
Med vores indtræden i det den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kalder 'den symbolske orden' suppleres de tidlige naturlige billeder af et kulturelt givet sprog, og vi lærer at betegne os selv. Ved verbalt at sætte os i spil i forhold til andre, udvikler vi vores subjektivitet. Positiv eksistens konstitueres dermed i (modsætnings)forholdet til 'den Anden', og de relationer, vi sprogligt indgår i, er med til at afgøre forholdet til vores egen-krop.
Se, jeg er på
Vi formes i relationen til først vores eget spejlbillede og siden de personer, der omgiver os. Gennem 'modpartens' blik henter vi vores selv-bekræftelse. Fordi vi allerede tidligt lærer at spejle os i andre, bliver menneskene omkring os væsentlige aktører i vores liv og de sociale relationer, vi indgår i, får stor betydning. Hvordan andre betragter os bliver langt hen ad vejen betegnende for, hvorledes vi opfatter os selv.
Med vores indtræden i det den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kalder 'den symbolske orden' suppleres de tidlige naturlige billeder af et kulturelt givet sprog, og vi lærer at betegne os selv. Ved verbalt at sætte os i spil i forhold til andre, udvikler vi vores subjektivitet. Positiv eksistens konstitueres dermed i (modsætnings)forholdet til 'den Anden', og de relationer, vi sprogligt indgår i, er med til at afgøre forholdet til vores egen-krop.
Det udtryksplan, vi færdes på, bidrager kort sagt til, at vi kan træde i karakter. Nu er vi ikke længere blot spejl-billeder, vi er 'feng shui konsulent', 'skuespiller', 'gallerist' eller nogens 'kæreste'.
Personlig branding er blevet et kodeord for vores liv. Vi opbygger et brand omkring vores personlighed og markedsfører det - ligesom større virksomheder - gennem slogans og professionelle designs. Umiddelbart kan det virke overfladisk, men skraber man i fernisen finder man ofte et hav af interessante lag. Selviscenesættelsen dækker over et ønske eller en forventning om ikke bare at ændre verdens opfattelse af ens selv, men også prøve en identitet af og få feedback. Vi stiller os til skue i det offentlige rum for at få mulighed for at spejle os i andres blikke: Virker vores brand – får vi det ud af det, vi tilstræber? Er vi landet på den rigtige hylde? Har vi castet os selv i den rette rolle? Hyperreelle tegn som livsstil, storytelling, tøj, titler, accessories, magt og krop er vores kommunikationsredskaber, men brandingen fokuserer i højere og højere grad også på de menneskelige sider. Det stærke brand kompletteres af en ny ærlighed og sårbarhed, der er med til at give originalitet, skabe troværdighed og afføde velvilje. Det autentiske og hudløst ærlige selv-portræt er på vej 'in'.
Se, hvilket menneske
Med udstillingen Outrospective - sætter Mille Kalsmose fokus på betydningen af andres blikke i hendes egen identitetsdannelse. Selvom malerierne gengiver mennesker i hendes omgangskreds skal udstillingen således først og fremmest ses som et selvbiografisk work-in-progress. De fem mænd i serien Formed by the Other – samleren, faderen, mentoren, galleristen og kæresten – har alle en forbindelse til Mille, både som person og kunstner, og er i kraft af deres betragtning af og interaktion med hende med til at vække bestemte følelser og forme hendes selvopfattelse. Kvinderne i serien Mirror Mirror er alle veninder af kunstneren, og er ligesom hende i gang med at skabe en identitet. Via det blik, der reflekteres i spejlet foran dem, undersøger hver enkelt af disse kvinder deres selvbillede og modellerer det efter egne eller andres ideer og forhåbninger.
Malerierne indrammer og fastholder på intelligent vis den flydende, identitetsdannende proces, vi alle gennemgår. Samtidig udløser de hos beskueren en række tanker og følelser knyttet til det at betragte og betegne sig selv – samt lade sig betragte. De to maleriserier består ikke af egentlige portrætter om end de lægger sig tæt op ad denne kunsthistoriske genre. Tilsammen danner de i stedet et intuitivt samtidsportræt. Med enkel finesse tegner de konturerne af et omskifteligt og komplekst liv og efterlader rum for selv-erkendelse: Dagligdagen er præget af den moderne opgave det er at være individ og i forlængelse heraf konsekvent tilpasse sig ydre vilkår og rammer. Vi er stedsevarende i gang med en fornyelse af vor selv-identitet, af retningen i og meningen med livet. Vi må igen og igen evaluere og evt. genopfinde selvet som henholdsvis billede og diskursiv konstruktion. Snapshottet må tages om - noget må slettes for at andet kan blive fremkaldt.
Parametrene for identitetsdannelse er ens om man er mand eller kvinde, men set gennem Kalsmoses øjne er der alligevel nogle tydelige kønsspecifikke forskelle på den måde, vi træder i karakter. Bag den kvindelige styrke er der en sårbarhed og piget lethed og bag den feminine forfængelighed en særlig sødme. Kvinden investerer sig på en anden måde en manden. Hvor han lettere distanceret og i en respektindgydende position betragter sine omgivelser, som var de et kunstværk, kigger hun legende sig selv i øjnene. Begge er de klar over, at det er et eksistentielt grundvilkår at blive vurderet og bedømt, og begge arbejder de på at blive opfattet præcis på den måde, de gerne vil. Blot gør de det med hver deres midler. Behovet for at blive set – virkelig set – er det fælles mål.
Selv-syn
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche forklarer 'viljen til magt' som det at sætte sig igennem i sit liv. Han tilskynder til livsudfoldelse og til en værdirevolution, der lægger vægt på kreativitet, mod og storhed (i modsætning til smålighed). Vi skal være parate til at kaste os ud i hvad som helst og turde møde både lykke og lidelse. Vi skal give betydning til det, vi støder på, for kun sådan udvider livet sig. Livslysten skal sættes fri uden af den grund at gå over i selvoverdrivelse.
Nietzsche peger i forlængelse heraf på, at mennesket er frit til at skabe nye værdier og forme sit eget liv – og et sådant menneske er det netop, der står centralt i Mille Kalsmoses kunstneriske univers. Det er et individ, der kan og vil selv. Ved første øjekast kan det virke ligeså glat som maleriernes sølvgrå flader – og se ud som om det blot ønsker behagelighed. Det kan give indtryk af at lukke sig om sine ambitioner og kun at drages af betydningsfuldhed. Det kan fremstå anspændt eller overgearet. Til tider pinligt selvoptaget. Men under overfladen rammer livet det og kræver medleven. Dette individ kaster gerne en maske eller to for i sidste ende at falde på plads i sit liv - og vokse som menneske.
Et hurtigt blik på billederne afslører måske ikke andet end selvcentreret selvudfoldelse, men det værkerne faktisk skildrer er livets livsudfoldelse, som den viser sig, når vi træder et skridt tilbage, kigger os selv i øjnene og sætter vores identitet i spil.
Personlig branding er blevet et kodeord for vores liv. Vi opbygger et brand omkring vores personlighed og markedsfører det - ligesom større virksomheder - gennem slogans og professionelle designs. Umiddelbart kan det virke overfladisk, men skraber man i fernisen finder man ofte et hav af interessante lag. Selviscenesættelsen dækker over et ønske eller en forventning om ikke bare at ændre verdens opfattelse af ens selv, men også prøve en identitet af og få feedback. Vi stiller os til skue i det offentlige rum for at få mulighed for at spejle os i andres blikke: Virker vores brand – får vi det ud af det, vi tilstræber? Er vi landet på den rigtige hylde? Har vi castet os selv i den rette rolle? Hyperreelle tegn som livsstil, storytelling, tøj, titler, accessories, magt og krop er vores kommunikationsredskaber, men brandingen fokuserer i højere og højere grad også på de menneskelige sider. Det stærke brand kompletteres af en ny ærlighed og sårbarhed, der er med til at give originalitet, skabe troværdighed og afføde velvilje. Det autentiske og hudløst ærlige selv-portræt er på vej 'in'.
Se, hvilket menneske
Med udstillingen Outrospective - sætter Mille Kalsmose fokus på betydningen af andres blikke i hendes egen identitetsdannelse. Selvom malerierne gengiver mennesker i hendes omgangskreds skal udstillingen således først og fremmest ses som et selvbiografisk work-in-progress. De fem mænd i serien Formed by the Other – samleren, faderen, mentoren, galleristen og kæresten – har alle en forbindelse til Mille, både som person og kunstner, og er i kraft af deres betragtning af og interaktion med hende med til at vække bestemte følelser og forme hendes selvopfattelse. Kvinderne i serien Mirror Mirror er alle veninder af kunstneren, og er ligesom hende i gang med at skabe en identitet. Via det blik, der reflekteres i spejlet foran dem, undersøger hver enkelt af disse kvinder deres selvbillede og modellerer det efter egne eller andres ideer og forhåbninger.
Malerierne indrammer og fastholder på intelligent vis den flydende, identitetsdannende proces, vi alle gennemgår. Samtidig udløser de hos beskueren en række tanker og følelser knyttet til det at betragte og betegne sig selv – samt lade sig betragte. De to maleriserier består ikke af egentlige portrætter om end de lægger sig tæt op ad denne kunsthistoriske genre. Tilsammen danner de i stedet et intuitivt samtidsportræt. Med enkel finesse tegner de konturerne af et omskifteligt og komplekst liv og efterlader rum for selv-erkendelse: Dagligdagen er præget af den moderne opgave det er at være individ og i forlængelse heraf konsekvent tilpasse sig ydre vilkår og rammer. Vi er stedsevarende i gang med en fornyelse af vor selv-identitet, af retningen i og meningen med livet. Vi må igen og igen evaluere og evt. genopfinde selvet som henholdsvis billede og diskursiv konstruktion. Snapshottet må tages om - noget må slettes for at andet kan blive fremkaldt.
Parametrene for identitetsdannelse er ens om man er mand eller kvinde, men set gennem Kalsmoses øjne er der alligevel nogle tydelige kønsspecifikke forskelle på den måde, vi træder i karakter. Bag den kvindelige styrke er der en sårbarhed og piget lethed og bag den feminine forfængelighed en særlig sødme. Kvinden investerer sig på en anden måde en manden. Hvor han lettere distanceret og i en respektindgydende position betragter sine omgivelser, som var de et kunstværk, kigger hun legende sig selv i øjnene. Begge er de klar over, at det er et eksistentielt grundvilkår at blive vurderet og bedømt, og begge arbejder de på at blive opfattet præcis på den måde, de gerne vil. Blot gør de det med hver deres midler. Behovet for at blive set – virkelig set – er det fælles mål.
Selv-syn
Den tyske filosof Friedrich Nietzsche forklarer 'viljen til magt' som det at sætte sig igennem i sit liv. Han tilskynder til livsudfoldelse og til en værdirevolution, der lægger vægt på kreativitet, mod og storhed (i modsætning til smålighed). Vi skal være parate til at kaste os ud i hvad som helst og turde møde både lykke og lidelse. Vi skal give betydning til det, vi støder på, for kun sådan udvider livet sig. Livslysten skal sættes fri uden af den grund at gå over i selvoverdrivelse.
Nietzsche peger i forlængelse heraf på, at mennesket er frit til at skabe nye værdier og forme sit eget liv – og et sådant menneske er det netop, der står centralt i Mille Kalsmoses kunstneriske univers. Det er et individ, der kan og vil selv. Ved første øjekast kan det virke ligeså glat som maleriernes sølvgrå flader – og se ud som om det blot ønsker behagelighed. Det kan give indtryk af at lukke sig om sine ambitioner og kun at drages af betydningsfuldhed. Det kan fremstå anspændt eller overgearet. Til tider pinligt selvoptaget. Men under overfladen rammer livet det og kræver medleven. Dette individ kaster gerne en maske eller to for i sidste ende at falde på plads i sit liv - og vokse som menneske.
Et hurtigt blik på billederne afslører måske ikke andet end selvcentreret selvudfoldelse, men det værkerne faktisk skildrer er livets livsudfoldelse, som den viser sig, når vi træder et skridt tilbage, kigger os selv i øjnene og sætter vores identitet i spil.